Del siden

Referat fra LOG’s generalforsamling tirsdag den 16/9 2025


Valg af dirigent. Else Marie Nielsen blev valgt, og hun startede med at konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

 

Aflæggelse af beretning. Formanden Rita Nørlund Mikkelsen aflagde beretning. Beretningen blev godkendt. Se vedhæftet fil.

 

Forelæggelse af det reviderede regnskab. Kassereren Jytte Nielsen fremlagde regnskab. Regnskabet blev godkendt. Se vedhæftet fil.

 

Behandling af forslag. Der var ikke indkommet forslag.

 

Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslog, at kontingentet fortsat er 300 kr. årligt. Dette blev vedtaget. Kontingentet skal betales senest 1. november 2025 – på konto i Vestjysk Bank 7608 1806713 HUSK NAVN.

 

Valg til bestyrelsen. Både Leila Steenberg og Rita Nørlund Mikkelsen modtog genvalg. Jette Hansen modtog ikke genvalg, så der skal derfor vælges et nyt bestyrelsesmedlem. Else opfordrede de fremmødte medlemmer til at stille op, men ingen meldte sig. Bestyrelsen foreslog derfor Gurli Svendsen, som havde indvilliget i at stille op, men som ikke kunne være til stede. Gurli blev enstemmigt valgt med klapsalver.

 

Valg af bestyrelsessuppleanter. Både Alice Schibsbye og Else Marie Nielsen modtog genvalg.

 

Valg af revisor og revisorsuppleant. Eva Devantier modtog genvalg som revisor. Henriette Frederiksen blev valgt som revisorsuppleant.

 


Der kom følgende forslag til nye arrangementer:

Besøg hos Dilling,

Foredrag ved Kurt Jørgensen.

Besøg hos Moster D i Birk.

Besøg hos Nr. Snede Kafferisteri i Nr. Snede.

Besøg hos Nørgaards Gedemejeri i Videbæk.

Besøg hos Kastbjerg Is i Lund.

Den japanske Have i Hammerum.

Besøg hos kunstneren Jesper Nørgaard.

Besøg hos Brand og Redning

 

Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig således:

 

Rita Nørlund Mikkelsen               Formand og sekretær

Grethe Stage                                Næstformand

Jytte Nielsen                                Kasserer

Leila Steenberg                            Bestyrelsesmedlem 

Gurli Svendsen                            Bestyrelsesmedlem

Else Marie Nielsen                       Suppleant

Alice Schibsbye                            Suppleant

 

Leila Steenberg

referent

Formandens beretning ved LOG Generalforsamling tirsdag den 16. september 2025


Vi startede sæsonen 2024/25 med at afholde generalforsamling torsdag den 5. september 2024, hvor der var 29 deltagere.

Vores første arrangement var tirsdag den 8. oktober, hvor vi var på besøg hos Gaardbageren i Højmark ved Ringkøbing. Vi var 17 tilmeldte, der havde en rigtig god aften, hvor vi fik historien om, hvordan tilværelsen som minkfarmer sluttede så pludseligt under Corona, men hvordan familien kom videre med denne flotte bagerbutik. Vi blev beværtet med de flotteste kager, og mange købte da også forskelligt bagværk med hjem.

Juleafslutningen torsdag den 28. november var som sædvanlig med bankospil, og der var traditionen tro fine – og store – præmier. Bagefter fik vi gløgg og æbleskiver. Vi var 33 deltagere til bankospillet.

Lørdag den 14. december havde vi købt billetter til Team Teatret – nu Herning Ny Teater – hvor vi skulle se deres udgave af den legendariske ”The Julekalender”. Vi var selvfølgelig rigtig spændte på, om det nu var muligt at omsætte en så stor succes til teaterscenen, men det kom de rigtig godt fra. Vi var 15 medlemmer og 6 ledsagere af sted.

Nytårskuren 2025 blev afholdt lørdag den 11. januar. Det var et festudvalg bestående af Ellen Troelsen, Britta Løntoft og Gurli Svendsen, der stod for arrangementet, og det var en rigtig hyggelig fest.  Det nye festudvalg også fundet, og det blev Henriette Frederiksen, Lone Helbo og Marianne Davidsen. Jeg kan ikke huske, om vi har fået datoen for næste nytårskur, men det regner jeg med at få styr på, så det kan blive meldt ud sammen med referatet af generalforsamlingen.

Vi syntes, det var rigtig længe siden, at vi havde arrangeret en bowlingaften, så det gjorde vi onsdag den 5. februar, og det blev en rigtig hyggelig aften afsluttet med kaffe og kage. 16 medlemmer deltog.

Vi var flere gange blevet opfordret til at arrangere en tur til Huset i Ro i Ikast, og det gjorde vi så torsdag den 13. marts, hvor en meget engageret ansat gav os hele historien om, hvordan ideen til huset var opstået og bagefter gav os en rundvisning i det spændende hus. Vi blev også trakteret med kaffe og kage, og bagefter kunne vi også handle i den butik, de også har. 22 medlemmer var med i Ikast.

Vi ved jo godt, at aprilvejret ikke er til at regne med, men vi havde alligevel taget chancen og havde arrangeret et udendørs arrangement mandag den 7. april. Vi tog derfor til Give for at se alle deres skulpturer, og jeg må sige, at der var noget at se på. 96 skulpturer er der i den forholdsvis lille by, så jeg kan godt forstå, at de er stolte af at kalde det Danmarks største galleri i det fri. Vi så dog ikke dem alle sammen, men det var en stor oplevelse, og det blev ikke mindre af, at vi havde en rigtig engageret rundviser, der vidste, hvad hun talte om. Det holdt tørvejr, men det var koldt, så der var nogen, der hundefrøs, og vores plan om at spise de medbragte sandwich udendørs, blev hurtigt opgivet. Heldigvis havde vores guide en nøgle til biblioteket, så vi måtte gå derind og spise vores medbragte mad. 15 medlemmer var med i Give.

Majarrangementet var også udendørs, men her var temperaturen steget, så tirsdag den 6. maj tog vi til Herning for at få overblik over de døre, de kalder Herning Doors, og som er et kunstværk, der består af 21 døre støbt i aluminium og placeret rundt om på bygningerne i Herning. På dørene står artiklerne fra FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder. Teksten står på engelsk, men vi havde fundet dem på dansk, så bestyrelsesmedlemmerne skiftedes til at læse dem op på dansk. Vi tog de 18 døre, der befinder sig i midtbyen. Vi havde en rigtig fornøjelig tur med 26 medlemmer, og vi sluttede turen af med at tage på Café Garibaldi.

Sommerafslutningen blev holdt tirsdag den 17. juni, og her var der 20 deltagere, der deltog. Vi havde igen i år allieret os med Lars Olsen fra FDF i Lind, som leverede opskrifter og assisterede os, så vi selv kunne lave mad over bål på FDF Grunden på Tavlundvej. Vejret var med os, så det blev en rigtig sjov oplevelse. Alle gik om bord i opgaverne med liv og sjæl, og det var ren nydelse at spise de lækre ting, man kan lave over bål. Der var flere gengangere fra sidste år, men der var også nogen, der prøvede det for første gang.

Vi synes selv i bestyrelsen, at vi har haft nogle hyggelige arrangementer, og det håber vi også, at I synes. Nu er vi så klar til at komme i gang med en ny sæson, og næste arrangement er lige på trapperne. Vi håber at kunne sende et endeligt program ud sammen med referatet her fra generalforsamlingen, og begge dele kommer også til at ligge på vores hjemmeside www.lindoldgirls.dk.

Vi har jo også stadig vores volleyball-hold, der spiller i Lind Hallen hver mandag aften kl. 20.00-21.30. Her er der plads til alle dem, der har lyst, så spred gerne budskabet ud.

Nu mangler jeg kun en enkelt ting tilbage, og det er noget, vi her i bestyrelsen ikke har været så gode til, nemlig at sige ordentlig tak til afgående bestyrelsesmedlemmer. Vi vil gerne sige tak til dig, Jette, for de 10 år, du har siddet i bestyrelsen, og derfor vil vi gerne give dig denne buket. Giv lige Jette en hånd.

Det var ordene fra mig, så nu vil jeg give ordet tilbage til vores dirigent.

 

Mvh

Rita Nørlund Mikkelsen

Formand, LOG